Tiltræk bier og sommerfugle til haven med din helt egen blomstereng
Blomsterblandingen er ikke bare flot at se på, den skaber også et levested for diverse nytteinsekter, sommerfugle og bier. De er med til at skabe biodiversitet i haven og hjælper blandt andet med at bestøve, og nogle af dem kan endda hjælpe dig af med skadedyr i haven.
Hvis du ønsker at gøre din have til et levested for havens små hjælpere, er det vigtigt, at du slet ikke bruger kunstgødning og sprøjtemidler. Blandingen af frø i blandingen kan variere, men den vil ofte indeholde f.eks. sommeradonis, stokroser, okseøje, hornvioler, kløver, koriander, tusindfryd og mange flere.
Sådan sår du blomsterfrøene og sikrer dem en god vækst
Det er vigtigt, at du forbereder den jord du vil så i, før du sår dine frø. Derfor skal alle sten, græsrødder, ukrudt, plantevækst og andet fjernes. Det er også en god idé at rive jorden let først. Hvis du opblander dine frø med lidt tørt sand, er du sikret en god og jævn fordeling af frøene. Spred dem i et tyndt lag ud på det ønskede område og riv jorden forsigtigt igen.Hvis din jord er tør, er det vigtigt, at du vander efter for at hjælpe frøene i gang. Hvis du først sår dine frø i august-september, skal du være opmærksom på, at dine blomster først vil blomstre den efterfølgende sommer.