Lad den smukke Dahlia/Georgine blomstre i din have
Dahlia Hybrid, som også bliver kaldt for Georgine, er kendetegnet for en kompakt vækst, med mange og varme farver. Den kan bl.a. fås i farverne: gul, orange, violet, og hvid. Dahlia planten er en slægt med ca. 35 arter som er udbredt på højsletterne i Mexico og Guatemala. Det er en flot og dekorativ plante, som har mange anvendelsesmuligheder. Du kan f.eks. sprede dem ud mellem stauder, anvende dem som kantplanter eller udplante dem i kasser eller krukker. Den blomstrer fra sidst på sommeren til efterår- helt hen til den første frost, og kan blive fra 30 cm til 150 cm høje.
Daliha er ingen hårdfør plante, og tåler derfor ingen frost
Dahlia foretrækker en solrig placering i en veldrænet, næringsrig jord og gerne med rolige vindforholde. De har brug for meget næring, og de skal derfor helst ikke placeres med bunddækkende planter omkring sig. Det er derfor også en god ide at tilføre gødning regelmæssigt. Du kan plante dem omkring april/maj, hvor du er sikret at nattefrosten er ovre. Du må meget gerne forbedre jorden, inden du planter dem ved at løsne jorden og evt. vende lidt gødning i det. Gennemvand Georginerne én gang om ugen og gerne to gange ugentligt i særlig varme og tørre perioder.
Da Dahlia oprindeligt kommer fra Mexico er det ingen hårdfør plante, og de tåler derfor ingen frost. Hvis du gerne vil have at de skal blomstre igen til næste år, skal du grave dem op af jorden i det sene efterår og opbevare dem tørt og køligt, til du kan plante dem ud igen i april/maj.