Karse er køkkenhavens nemmeste krydderurt – dyrk den derhjemme
Alle, der har prøvet at dyrke karse i en mælkekarton, ved, hvor nem karse er at spire fra frø. Karse er en utrolig taknemlig krydderurt, som er klar til at spise allerede 7-10 dage efter såning. Det eneste du skal gøre er at vande.
Karse kan bruges som drys på æg, sild, sandwich, salater, smørrebrød, saucer og meget mere. Krydderurten anvendes altid rå, da varmebehandling gør, at karsen vil miste noget af sin smag og aroma. Karsen kan plantes og høstes fra januar til december.
Få nemt succes med hjemmedyrkning af karsefrø
Så frøene indendørs i skåle med ca. 1 uges mellemrum. Karsefrøene sås i fugtet vat, køkkenrulle eller et andet voksemedium. Du skal ikke dække frøene til, men du kan eventuelt stille skålen et mørkt sted, indtil spiringen er kommet godt i gang. Karsen kan spises efter 7-10 dage.
Det er vigtigt, at du holder skålen fugtig løbende For at undgå de irriterende frøkapsler, der følger med, når karsen vokser, skal du lægge frøene i blød til de bliver en grødet masse. Smør dem herefter ud på det fugtige voksemedium. Karsen kan også dyrkes udendørs på friland, hvis du ønsker det.