Frisk mynte fra haven
Mynte er en af de nemmeste krydderurter, du kan dyrke derhjemme – for så snart rødderne rammer jorden, begynder den at sprede sig lystigt i hele haven. For at tilbageholde planten kan du plante den i krukker eller en bundløs spand.
Mynte er en letdyrket og hårdfør plante med smukke grønne blade og violette blomster. Den har en let og frisk smag af mentol og kan anvendes i alt fra drinks til kage, salater, supper og sauce.
Sådan får du succes med hjemmedyrket mynte
Myntefrøene forspires indendørs – gerne i et minidrivhus – i april måned. Frøene skal ikke dækkes men blot trykkes let ned i jorden. Afhængigt af temperaturen vil frøene spire efter 7-10 dage. Du kan plante dem på friland, så snart risikoen for nattefrost er ovre.
Da mynteplanten spreder sig hurtigt og bredt, er det en god idé at holde øje med den og eventuelt skære den tilbage, hvis den ikke skal brede sig til hele haven. Derudover plukkes den jævnligt og gerne i store mængder.