Sprød, hjemmedyrket og saftig romainesalat fra haven
Romainesalat, som også kaldes romersk salat, får store aflange blade, som sidder løst og danner et hoved. Hvert blad har en hvid nerve i midten, som er saftspændt og sprød. Omkring nerven sidder lysegrønne, krusede blade med en mild og nøddeagtig smag. Romaine salat er oplagt at bruge i en salat, hvor du ønsker at tilføje lidt knas.
Romaine er en særdeles kraftig og sprød salat. I modsætning til andre salattyper bliver romaine ikke slatten, når den kommer i kontakt med dressing eller vinaigrette. Den bevarer sin sprødhed længe. Ovired-varianten er en ny, spændende mini romainesalat. Bladene bliver en flot blanding af grøn og brunrød.
Sådan dyrker du romainesalat derhjemme
Frøene skal ikke forspires men kan faktisk plantes ud direkte på deres voksested i april-juli måned. Plant frøene 1-2 cm nede i jorden, dæk dem til og vand dem forsigtigt. Frøene vil spire efter 5-10 dage, hvis temperatur-, og jordforholdene er gunstige. Som mange andre salattyper, kræver romaine salat en hyppig og jævn tilførsel af vand. Hvis den får lov til at tørre ud, kan salaten ende med at få en bitter og dårlig smag. Husk derfor at vande den godt hele vækstperioden.