Den fine og yndefulde Høstanemone
Anemone Hupensis, hvis populære navn er ’Høstanemone’, er en plante, der oprindeligt har hjemme i Japan og det sydlige Kina. Det er en løvfældende og yndefuld plante, der kommer i en række forskellige farver og nuancer. Den kan f.eks. fås i hvid, rosa og blåviolet. Høstanemonen får høje, slanke stænger med 1-5 cm store blomsterhoveder. Den bliver omkring 50-100 cm høj og 30-50 cm bred. Den bringer glæde i haven fra juli og til langt hen på vinteren. Høstanemonen formår at se godt ud i alle stadier, fra knop til frøstand.
Udplantning og pasning af din Høstanemone
Anemonen foretrækker en placering i halvskygge og i næringsrig jord. Så placer den gerne i noget jord, der indeholder organisk materiale som løvaffald eller kompost. Du kan plante den ud i foråret, så den har hele sommeren og efteråret til at danne et stærkt rodnet. Når du planter den skal du være opmærksom på, at den breder sig ivrigt og kan udkonkurrere sine naboplanter. Dens naboer bør derfor være sejlivede planter. Alternativt kan du etablere et særskilt bed til dine høstanemoner. Jorden omkring den skal altid gerne være fugtig og veldrænet, og den skal ikke gødes for meget.
Høstanemonen er meget hårdfør, på nær det første år efter udplantning. En god ide er at dække den med et lag af nedfaldet løv eller granris. Du bør heller ikke fjerne de visne plantedele før om foråret, da de nemlig også beskytter den mod frost. Derudover bliver den utrolig smuk om vinteren, når den dækkes af risfrost og sne.
Deling og flytning af anemoner
Høstanemonen er en af de planter, som tåler deling. Normalt skal man flytte og dele sine stauder om efteråret, men høstanemonen er en undtagelsen. Den har nemlig brug for lang tid til at etablere sig inden vinteren, så gør det gerne om foråret. For at dele planten graver du den op og deler den forsigtigt. Hvis du gerne vil flytte din anemone, er det vigtigt at grave meget dybt. Den har nemlig meget dybtgående rødder og hvis der efterlades de mindste rodklumper, kan de danne en ny plante. Så husk også at holde øje efterfølgende og sørg for, at der ikke kommer nye skud det gamle sted.