Duftpelargonie – en af havens nemmeste sommerblomster
Som navnet antyder, så dufter duftpelargonier fantastisk. Duftene varierer meget – den kan nemlig dufte af både citron, kanel, rose, mynte, æble, abrikos og meget mere. Blomsternes farve er som regel hvide, lilla eller svag purpur omringet af smukke friskgrønne blade. Duften, der kommer fra plantens kirtelhår, er faktisk til for at beskytte mod bladædere – duftpelargonie bliver sjældent angrebet af skadedyr.
Sådan passer du dine duftpelargonier
Da duftpelargonien er en sommerblomst, foretrækker den også en solrig vokseplads med masser af lys og varme. Det kan være en solrig plads i haven, på altanen eller terrassen. Den har ikke de store krav, når det kommer til jordforhold – du kan plante den direkte på friland, i blomsterjord eller pottemuld.
Hvis du planter den i en krukke, bør du bruge pottemuld, som er udviklet specielt til blomster og planter, der plantes i krukker og potter. Husk at vande blomsterne regelmæssigt og brug gødning ved cirka hver 3. vanding.