Skjul ledninger – lovligt
Der findes næppe noget mere uskønt end ledninger i forskellige farver og tykkelser, der bugter sig op og ned langs fodpanelet. Det er heller ikke helt godt for dit indeklima, da støvet let fanges i ledningsrodet, hvor det ikke altid er lige let at komme til med støvsugeren.Fladskærmen eller de nyindkøbte højtalere bliver lynhurtigt installeret, og ledningerne lægges løst ud over gulvet, mens du støtter dig til tanken: ”Dem kan jeg altid lige ordne senere” og så går tiden ellers. Læs med og se, hvilke muligheder der er for at skjule de løse ledninger på en enkel, pæn og fagligt korrekt måde.
Kabelsøm
Anvend et kabelsøm, der passer til ledningen. Tag evt. en stump ledning med, når sømmene skal købes. Anvend aldrig almindelige søm, hæfteklammer, kramper eller lignende, da de kan beskadige ledningerne.Sæt ledningerne på væggen lige over fodpanelet. Kommer du forbi en døråbning, må du følge inddækningerne hele vejen rundt. Sæt kabelsømmene en hammerlængde (ca. 35 cm) fra hinanden.