Loading...
Loading...
Loading...
Loading...

1: Sørg for, at væggen er helt plan

Før du går i gang med at sætte filt, tapet eller glasvæv op, er det vigtigt, at væggen er helt plan. Vurdér, om det er nødvendigt at spartle. Du kan se, hvordan du spartler i guiden Sådan fuldspartler du en væg.

2: Sørg for at afdække området

Sørg for at afdække overflader og gulv med afdækningspap og-/eller afdækningsplastik. Du kan bruge malertape til at fastgøre det med eller til at afdække stikkontakter.

3: Påfør forankringsgrunder

Hæld forankringsgrunder i en spand, og påfør grunderen på væggen. Du kan bruge en malerrulle til opgaven. Forankringsgrunderen sørger for at give et mere jævnt resultat, samt at filten sidder bedre fast. Lad det tørre efter anvisningerne.

4: Mål højden fra gulv til loft

Start ud med at måle op fra gulv til loft. Læg herefter 5-10 cm ekstra til. Så har du målet for, hvor langt filtstykket skal være. De ekstra 5-10 cm er for at have lidt ekstra at give af.

5: Skær filten ud

Skær filtstykket ud. Brug en hobbykniv og en tommestok til at skære en lige bane. Det er en god idé at anvende handsker samt at skære på et jævnt underlag (der kan tåle det).

6: Påfør vævlim på væggen til én bane ad gangen

Påfør vævlim på væggen. Det er vigtigt, at du kun påfører til én bane ad gangen.

Obs: Hvis du bruger tapet, kan du påføre lim på bagsiden af tapetet først.

7: Sæt banen oppefra

Sæt den første bane op. Start oppefra og pres forsigtigt filten ind i den våde lim, og kontrollér, at din bane sidder lige på væggen.

8: Stryg filten med en spartel

Brug en gummispartel til at stryge lufthullerne væk og presse filten helt fast til væggen. Start fra midten og bevæg ud mod siderne. Det er nemmest, hvis du starter fra loftet og ned mod gulvet.

9: Skær stikkontakter fri

Brug en hobbykniv til at skære stikkontakter fri. Brug herefter spartlen til at udligne eventuelle lufthuller. Du kan nu skære overskydende filt væk.

10: Skær fri overskydende filt

Du kan nu skære overskydende filt væk i toppen og i bunden.

11: Overlap med den nye bane

Til næste bane gælder samme fremgangsmåde. Mål af, skær til, påfør vævlim på væggen til en bane ad gangen. Når du skal opsætte den nye bane, starter du igen fra toppen. Men fra nu af skal den nye bane overlappe banen ved siden af. Husk stadig at presse lufthuller ud med gummispartlen. Vent med at skære overskydende filt fra.

Obs: Hvis du arbejder med tapet, skal du være opmærksom, at mønstret/printet passer med banerne.

12: Fjern evt. luftlommer

Skulle der alligevel være luftlommer, kan du trække banen af ned til der, hvor luftlommen er, rette til og presse banen tilbage igen med spartlen.

13: Skær overskydende filt fra mellem baner, i top og i bund

Skær overskydende filt fra mellem banerne. På denne måde får du en præcis samling. Husk også at fjerne overskydende i top og i bund.

14: Afslutning – lad limen tørre

Slut af med glatte ud. Hvis du skal opsætte flere baner, bruger du samme fremgangsmåde, indtil du er færdig. Lad herefter limen tørre.

Se flere videoguides her