Hvad skal du bruge af materialer til et legehus?
Du skal bruge en hel del materialer for at kunne bygge et legehus. Der er naturligvis træet, men derudover skal du også have cement til fundamentet, gode skruer og tagbelægning. Samtidig skal du også have det rette værktøj, så du kan komme ordentligt i gang med byggeriet. Hvis du ikke har et stort værksted med værktøj derhjemme, kan det godt være dyrt at købe det hele. Her kan du med fordel leje værktøjet i stedet. Silvan har et stort udvalg af værktøj til leje, som du kan vælge imellem. I skemaet nedenfor kan du se hvilket værktøjet og materialer, du skal bruge til at bygge et legehus.
Værktøj | Byggematerialer |
Spade | Stolper |
Skrue-/boremaskine | Reglarer |
Slibemaskine | Lægter |
Sav | Beslag |
Murerspand | Tagplader (krydsfiner) |
Hammer | Tagpap |
Hobbykniv | Træ til facade |
Lyntvingesæt | Terrassebrædder |
Stiksav | Terrasseskruer |
Stige | Slibepapir |
Vaterpas | Cement |
Tommestok | Fiberdug |
Rundsav | Vindskede |
Fugepistol | Vinduer og døre |
Hvilken type af træ skal du vælge til et legehus?
Din første overvejelse, før byggeriet går i gang, handler om typen af træ til legehuset. Når du skal have træ til et legehus, skal du selvfølgelig gå efter en type, som egner sig til at være udendørs. Noget træ har en naturlig modstandsdygtighed, som gør, at det kan holde til at være udendørs uden at få behandling. Ideelt set ville dette træ være bedst at bruge til et legehus. Træ som dette er dog også dyrt. Hvis du ønsker en mere prisvenlig løsning, er behandlet træ det bedste valg.
Du skal også bruge forskellige typer træ, alt efter om træet skal være i jorden, som træfacade på legehuset eller som terrassebrædder. Især træet i jorden – altså træstolper – skal være modstandsdygtige over for svamp og råd. Hvis ikke, risikerer du, at stolperne rådner, og hele fundamentet vakler. Husk dog altid at behandle træet på legehuset, så det kommer til at modstå råd og svamp. Forskelligt træ kræver forskellig type behandling, så vær opmærksom på dette, før du giver træet en træbehandling.
Grantræ og fyrretræ
Grantræ og fyrretræ er nogle af de mest populære træsorter til byggeri. Dog kan du ikke bruge dem til at bygge et legehus, hvis de ikke er blevet behandlede. Disse trætyper er nemlig ikke særligt modstandsdygtige over for råd og svamp, hvis de ikke har fået en særlig behandling. Især som træstolper i jorden er ubehandlet grantræ og fyrretræ ikke velegnet, da det hurtigt kan rådne og smuldre.
Robinie
Robinie er en rigtig god træsort at bruge udendørs. Den har en helt naturlig modstandsdygtighed over for råd og svamp. Derfor passer trætypen også godt til til legehuse – både som træ med og uden jordkontakt. Robinie kan holde 20-25 år udendørs uden behandling, mens det kan holde 15-20 år i jorden. Du får altså glæde af dit legehus i mange år, hvis du vælger robinie. Træet har desuden en flot, naturlig brun farve.
Egetræ
Egetræ er en super god træart at bruge udendørs. Det har en høj kvalitet og lang holdbarhed. Egetræ er noget dyrere end andre træarter, men så får du til gengæld også træ, som kan holde helt op til 25 år i jorden. Det skyldes, at egetræ er naturligt modstandsdygtigt over for råd og svamp. Du skal dog sørge for, at træet er tørret godt, da frisk egetræ ikke har den samme holdbarhed.
Varmebehandlet træ
Du kan også bruge varmebehandlet træ til legehuset og andre udendørsprojekter. Varmebehandlet træ – som f.eks. thermowood – har en flot, brunlig glød. Varmebehandlet træ bliver opvarmet med høj temperatur og vanddamp, hvor sukkerstofferne forsvinder fra træet. På denne måde kan der ikke komme råd og svamp i træet, og dermed kan det holde længe udendørs. Du kan især bruge det til træbeklædningen på legehuset.
Trykimprægneret træ
Trykimprægneret træ er et meget klassisk træmateriale til udendørsbrug – f.eks. gyngestativer, rutsjebaner og legehuse. Grunden til dette er bl.a., at træet er et prisvenligt og holdbart produkt. Trykimprægneret træ har fået behandling med kemikalier, hvilket forlænger dets levetid. Træet kan holde i 20-25 år udendørs. Hvis du vælger trykimprægneret træ, skal du gå efter træ, som har en NTR-mærkning. Så er du sikker på at få træ i god kvalitet. Hvis træet skal i jorden, skal du vælge træ med NTR A-mærkning.
Brunimprægneret træ
Brunimprægneret træ er lavet på samme måde som trykimprægneret træ. Forskellen er, at denne type træ ikke har den grønlige farve. I stedet har den en brunlig farve. Er du derfor ikke så vild med den grønlige farve i trykimprægneret træ, skal du vælge brunimprægneret træ. Husk også at vælge brunimprægneret træ med NTR-mærket.
Træsort | Holdbarhed | Behandlet |
Grantræ og fyrretræ (lysebrun) | Op til 25 år uden jordkontakt. Ikke velegnet i jorden | Nej |
Robinie (brun) | Op til 25 år uden jordkontakt og op til 20 år i jorden | Nej |
Egetræ (brun) | Op til 25 år i jorden | Nej |
Varmebehandlet træ (mørkebrun) | Mindst 15 år som facade | Ja |
Trykimprægneret træ (grønlig) | Op til 25 år i jorden (NTR A) | Ja |
Brunimprægneret træ (brun) | Op til 25 år i jorden (NTR A) | Ja |
Hvad koster det at bygge et legehus?
Prisen for et legehus afhænger fuldstændigt af, hvad dine ambitioner og ønsker er med legehuset. Hvis du gerne vil have et legehus, der er brugbart i mange år og til flere formål, så stiger udgifterne naturligt. Hvis du derimod bare gerne vil have et legehus, som ikke behøver at holde i årtier, så er prisen en helt anden. Det kan også være, at du gerne vil have et æstetisk flot legehus i haven. I så fald er der også udgifter til evt. maling, dyrt træ og træbehandling.
Du kan f.eks. få et saml-selv-legehus, der gør arbejdet med at bygge et legehus noget nemmere. Dog skal du være opmærksom på, at der er nogle ekstra udgifter ud over købet af selve legehuset. Bl.a. skal du ofte købe tagpap, træbehandling og materialer til et fundament til legehuset. Vil du derimod have et mere personligt legehus med f.eks. en større terrasse, som du selv bygger, så stiger udgifterne en anelse. Hvis du selv har evnerne og værktøjet til at bygge legehuset, så er udgifterne til materialer ca. 10-15.000 kr. – afhængigt af hvor mange materialer, som du kan genbruge.
Guide: Sådan bygger du et legehus
Du vil her få en trin-for-trin-guide, så du kan komme i gang med byggeriet af et legehus. Det er en god idé at have en byggemakker, da en del af arbejdet kræver to personer. Hvis du ellers har lidt håndværkersnilde, burde det være til at bygge et legehus. Dette legehus kan også bruges til mere end et almindeligt legehus – f.eks. en lille isbod til børnene. Det er en generel guide, og du kan forme legehusets design og størrelse, som du foretrækker det.
1. Fundament: Start med at lægge et fundament. Her skal du grave 4 hjørnestolper 90 cm. ned i jorden og støbe rundt om dem. Alternativt kan du i stedet bruge stolpesko, som du støber ned i jorden og efterfølgende skruer stolperne fast i. Tørve- og moslaget skal du fjerne, og bagefter skal du lægge fliser, som strøerne skal hvile på. I bunden af det hele skal der være en ukrudtsdug. Husk at lægge murerpap mellem strøerne og fliserne for at modvirke råd. Hvis du gerne vil have en lille træterrasse som en del af legehuset, kan du læse mere om byggeri af træterrasser i vores guide om træterrasser.
2. Skelet: Støt de fire hjørnestolper med midlertidige støttelægter. Efterfølgende skal du stive dem af med 2 tværlægter mellem hver af de 2 hjørnestolper.
3. Taglægter: Monter taglægterne på taget. Husk at lave et fald, så vandet kan løbe af. Tjek løbende, om det hele er i vater. Brug 6 taglægter med en afstand på 50 cm.
4. Beslag: Spænd taglægterne fast til tværlægten med to stærke beslag i hver ende af taglægten.
5. Færdiggør skelettet: Færdiggør et skelet, hvor du kan montere døre og vinduer i legehuset. Lav skelettet ud fra døren og vinduernes størrelse. Sørg for at få afstivet, så legehuset kan holde i hård blæst.
6. Træbeklædning: Monter træbeklædningen på skelettet med skruer.
7. Tag: Læg tagplader på taget, og skru dem fast i taglægterne. Spænd evt. tagpladerne sammen med en spænderem for at montere dem tættere på hinanden.
8. Tagpap: Put tagpap på tagpladerne. Vælg en tagpap, som ikke er for svær at lægge (f.eks. en selvklæbende). Afslut med at lægge en vindskede af aluminium på kanten af taget.
9. Gør klar til vinduer og døre: Skær ud i legehusets træbelægning, så du gør klar til at montere vinduesrammer og dørkarme. Dette gør du med en stiksav. Monter ikke vinduerne og dørene før til allersidst.
10. Træbeskyttelse og evt. maling: Giv nu træet en god gang træbeskyttelse. Hvis du ønsker at male legehuset, skal du også gøre det på dette tidspunkt. 11. Sæt vinduer og døre i: Afslut med at montere vinduer og døre. Genbrug gerne døre og vinduer, hvis du har nogle i god stand.
Skal du have en byggetilladelse for at bygge et legehus?
Medmindre du gerne vil bygge et meget stort legehus, så skal du ikke have en byggetilladelse. I udgangspunktet kan du bygge op til 10 kvm. og 2,5 m. i højden, før det er nødvendigt med en byggetilladelse. Det burde være rigeligt til et legehus. Hvis du gerne vil bygge et stort legetårn i forlængelse af legehuset, så orienter dig gerne med naboerne og kommunen, før du går i gang med byggeriet. I nogle sjældne tilfælde kan der i lokalplaner være krav om byggetilladelse til også meget små byggerier. For at være 100 % sikker er det derfor en god idé, at du læser lokalplanen, før du begynder på at bygge legehuset.
Sådan passer du på børnenes sikkerhed
Selvom det heldigvis er ganske sjældent, at der sker ulykker i legehuse, så er der stadig en lille risiko. Dog er der en del ting, som du kan ændre i legehuset, der minimerer risikoen for ulykker og skader. En oplagt måde at optimere sikkerheden er ved at bruge plexiglas, da er mere robust overfor bolde og vilde lege. Slib også gerne alle de skarpe hjørner og kanter på legehuset, så børnene ikke skærer sig på disse. Sidst kan du også lave en lille afstand mellem dør/vinduer og karm, så de små børn ikke klemmer deres fingre her.
Faldunderlag omkring legehuset
Hvis du vil have mere sikkerhed, når børnene leger, kan du etablere et faldunderlag rundt om legehuset. På denne måde sikrer du, at børnene har et blødt underlag at fald ned på. Faldunderlaget er lavet af blød gummi, så børnene kan også brug det til at lege på generelt. Underlaget er typisk lavet af gummifliser, som du så skal samle rundt om legehuset. Du kan få det i flere forskellige farver, så du kan tilpasse det til farven på legehuset.
Åbninger ved døre og vinduer
En anden måde at optimere sikkerheden på er ved at lave huller og åbninger hverken for små eller store. Små åbninger og huller skal helst være under 9 cm., så børnene ikke kan stikke deres hoved ind i dem. Omvendt skal større åbninger og vinduer være større end 23 cm., så hovedet ikke kommer til at sidde fast. Sørg derfor for at tjekke, om åbningerne og vinduerne har den rigtige størrelse i legehuset.