Lad paraplytræet vokse smukt i dit hjem
Er du en af dem, der godt kan lide at se dine planter vokse og give dit hjem noget liv? Så vil paraplytræet (schefflera Arboricola) være den rette for dig. Det er en af de hurtigst voksende indendørs-træer, som du kan have i dit hjem. Den har en flot flettet stamme, som vil dekorere dit hjem. Den stammer fra Taiwan, hvor den lever i et subtropisk klima og vil trives ved almindelig stuetemperatur fra 15-30 °C.
Paraplytræet er en god ’’begynder-plante’’
Hvis det er første gang, du skal have en plante, eller du bare ikke er særlig god til at passe dine planter, vil paraplytræet være helt perfekt for dig. Den er nemlig super nem at passe, og straffer dig ikke med det samme. Den foretrækker en lys placering, hvor den både får lidt sol og skygge. Planten skal ikke vandes så ofte men gerne vandes igennem, når du så er forbi med vandkanden. Jordoverfladen må gerne være tør, når du vander den. Det passer ofte med, at du kan vande den ca. 1 gang hver 14. dag. For at give den lidt ekstra forkælelse kan du gøde den en gang imellem om sommeren.