Skal din svigermor have en ny plante?
Sansevieria cylindrica, også kendt under det populære navn ’Svigermors skarpe tunge’, er en af de nemmeste planter at have i dit hjem. Navnet kommer af plantens spidse blade, som kærligt hentyder til svigermødrenes til tider skarpe tunger. Den er kendetegnet ved de høje, sværdlignende blade, der er mønstret i gule og grønne nuancer, som du kan se, hvis du går tæt på. Med sit enkle udtryk passer planten godt ind i den minimalistiske skandinaviske indretning. Den trives bedst ved temperaturer mellem 15 °C til 30 °C
Placering af svigermors skarpe tunge
Svigermors skarpe tunge er en utrolig hårdfør og nem plante, der kræver minimal pasning. Den foretrækker en lys og varm placering både sommer og vinter. Den tåler nemlig direkte sollys og tør luft pga. dens saftige blade. Hvis du vil have flere grønne nuancer på bladene, skal du give den godt med lys. Placeres den et mørkt sted og får gødning, vil planten til gengæld blive mere ensfarvet. Det er en god ide at give planten kaktusgødning om sommeren, hvor den kan have brug for lidt ekstra næring. Når du giver den gødning, skal jorden være fugtig, ellers kan du risikere at rødderne ’’brænder af’’.
Sådan vander du svigermors skarpe tunge
Planten kræver ikke meget vand, og den gemmer vand til tørre perioder i sine tykke cylinderformede blade. Vand den gerne sjældent, så jorden udtørrer mellem vandingerne. Det er vigtigt ikke at vande selve rosetten, da du så kan risikere, at den rådner. Vand gerne i underskålen i stedet. Ønsker du at beholde plantens form over tid, skal du undgå at vande mere end én gang hver 2-3 måned – f.eks. først vande, når cylinderen begynder at rynke lidt. Hvis du vander oftere, vil planten vokse vildt og få sideskud.