Hos Silvan kan du finde gulve til hele din bolig
Hos Silvan kan du finde mange forskellige gulvtyper, der passer til hele boligen. Vi forhandler bl.a. gulvtæpper, laminatgulve, trægulve og vinylgulve. Dermed kan du finde gulvtyper, der passer til både køkkenet, stuen, soveværelset, entreen og flere andre rum. Da der er stor forskel på gulvtyperne, er det vigtigt, at du sætter dig ind i den enkelte gulvtype, før du køber et gulv. I denne vejledning kan du læse meget mere om de forskellige gulvtyper, så du er bedre klædt på til at finde det rette gulv. Du er også altid velkommen til at besøge din lokale Silvan, hvor du kan få gode råd om at vælge et gulv.
Hvad er forskellen på svømmende og faste gulve?
Gulve kan inddeles i henholdsvis svømmende og faste gulve. Et svømmende gulv er defineret ved, at det ikke er fastmonteret til et undergulv, men derimod ligger frit. Det betyder, at det hverken er limet eller sømmet fast, men at det ligger på en betonoverflade eller på træplader. Modsat er et fast gulv monteret på strøer. Der er fordele og ulemper ved begge løsninger, og valget af gulv afhænger også meget af, hvordan dit undergulv er opbygget. Dog er et svømmende gulv ofte nemmere at lægge, hvis det skal være et gør-det-selv-projekt.
Hvilke typer af gulve har vi i vores sortiment?
Det kan være svært at finde ud af, hvilken form for gulv du skal vælge. Du skal f.eks. overveje gulvets slidstyrke, dit budget, det eksisterende undergulv – og så er gulvets udseende selvfølgelig også en vigtig faktor. Heldigvis har Silvan gulve i mange forskellige kvaliteter og materialer. Hos Silvan er det desuden muligt at finde gulve til alle budgetter – lige fra billige laminatgulve til eksklusive trægulve. Vi forhandler også fliser og klinker, hvis du gerne vil have en anden type gulv. Herunder kan du læse meget mere om de forskellige gulvtyper, og hvilke fordele og ulemper hver enkelt type har.
Trægulve
Trægulve er en meget klassisk type af gulv og nok den mest populære form for gulv i de danske hjem. Et trægulv er også enormt flot, og det har en naturlig glød, der tilføjer varme og ro til rummet. Der findes trægulve med enten blødt eller hårdt træ. Bløde trægulve er lyse træsorter som fyr, gran og birk. Hårde trægulve er træsorter som eg, ask og bøg. En blød træsort er rar at gå på, men til gengæld ikke så slidstærk som en hård træsort. Ud over hårdheden af træsorter kan trægulve opdeles i parketgulve med træstave og plankegulve med lange træplanker. Trægulve kan enten være ubehandlede, oliebehandlede eller lakerede. Et behandlet trægulv kan holde væsentligt længere end et ubehandlet trægulv.
Laminatgulve
Laminatgulve er blevet særdeles populære i de danske hjem. Det skyldes, at det er et prisbilligt alternativ til trægulve, som samtidig er nemt at vedligeholde og rengøre. Et laminatgulv består af en hård og stærk træfiberplade, hvorpå der er lamineret et folie med mønster og i nogle tilfælde også et slidlag. Derfor kan et laminatgulv ligne et ægte trægulv, selvom det faktisk bare et print af et trægulv. En af de store fordele ved et laminatgulv er, at det er meget nemt at vedligeholde og rengøre, hvilket gør det velegnet til f.eks. entreen og køkkenet – men du kan sagtens også bruge det i stuen eller soveværelset. Det er også en af de gulvtyper, som er nemmest at lægge selv.
Vinylgulve
Ligesom laminatgulve er vinylgulve et slidstærke og stort set vedligeholdelsesfrit gulv. Og så kan det endda købes til en overkommelig pris. Vinylgulve er lavet af hård plastik (PVC), hvilket er med til at gøre gulvet slidstærkt. Samtidig er det behageligt at gå på vinylgulve, da de er bløde. Du kan finde vinylgulve i mange farver og mønstre. Bl.a. har vi vinylgulve, der ligner fliser, træ, beton, marmor og mange andre mønstre. Så det er ret nemt at få det udtryk i rummet, som du ønsker. Det er især populært at have vinylgulve i køkkenet, entreen og bryggerset, da der er meget slid på gulvene her.
Gulvtæpper
Du kan også finde større gulvtæpper, i form af væg-til-væg-tæppe. Det er et gulvunderlag, der skiller vandene. Nogle mener, at væg-til-væg-tæpper hører fortiden til, mens andre elsker dem, da de er behagelige og varme for fødderne. Der er da også mange fordele ved gulvtæpper. F.eks. er de lyddæmpende, så de sikrer en god akustik i rummet. Derfor er de også populære til åbne kontormiljøer, hvor de kan dæmpe det høje lydniveau. Silvan har et stort udvalg af væg-til-væg-tæpper, som findes i mange farver og stilarter. Det giver dig rig mulighed for at finde et tæppe, som passer til lige akkurat din smag.
Sådan finder du det rette gulv til boligens forskellige rum
Mens der i nogle af rummene i boligen er meget specifikke krav til, hvilken type gulv du skal vælge, har du i andre rum et relativt frit valg. Dog er det stadig en god idé at vælge specifikke gulvtyper til forskellige rum. Eksempelvis skal du overveje graden af slitage på gulvet i rummet, og om der samler sig meget skidt på det. En anden vigtig overvejelse er, om du skal have gulvvarme under gulvet. Hvis du skal have gulvvarme, skal gulvet nemlig kunne holde til dette, så undersøg før købet, om gulvet er lavet til gulvvarme.
Køkkenet
Køkkenet er et særligt rum, hvor der kan samle sig meget skidt og væske på gulvet fra madlavning. På samme måde kan der også sætte sig mados og lugte i gulvet. Derfor skal gulvet helst være nemt at gøre rent og modstandsdygtigt over for slitage og fugt. Det gør, at laminatgulve, vinylgulve og fliser er gode gulvunderlag i køkkenet. Hvis træ har fået en god behandling, kan det godt bruges i køkkenet, men i udgangspunktet er et trægulv ikke det bedste valg, da det kan være svært at fjerne pletter fra træ - især på slidt gulv med fordybninger. Gulvtæpper/væg-til-væg-tæpper er – nok ikke så overraskende – en meget dårlig idé i køkkenet.
Stuen
Stuen er er et rum for hygge og samvær, og det skal også afspejle sig i gulvtypen. Da indretningen er vigtig i stuen, skal gulvet passe til stilen i stuen. Hvis du gerne vil have mere lys i stuen, kan det hjælpe meget at vælge et gulv i lyse farver, mens et mere mørkt gulv kan give varme og hygge. Især trægulve er populære i stuen, da de kan bidrage til at skabe en flot indretning. Her kan det være en god idé at vælge bløde træsorter, da de er rare at gå på. Laminatgulve og gulvtæpper kan du også sagtens bruge i stuen, mens fliser og vinyl ikke er de mest oplagte valg. Hvis du har kæledyr, bør du dog undgå gulvtæpper og desuden vælge et trægulv, der har fået en grundig behandling.
Børneværelser og soveværelser
Soveværelset er et sted, hvor der skal være ro. Gulvet behøver ikke nødvendigvis at være det mest slidstærke, da det er begrænset, hvor mange større ting, der skal flyttes osv. Gulvtyper som laminat, træ og tæpper er gode valg til soveværelset. Bløde trægulve og laminatgulve er at foretrække, da de kan absorbere mere lyd. Til børneværelset kan et gulvtæppe være en rigtig god idé. Det skyldes, at det er en meget blød overflade, så barnet er bedre beskyttet, hvis det skulle falde. Der er heller ikke risiko for at få splinter i fødderne. Men tænk også over, at det skal kunne tåle få nogle knubs og pletter på overfladen. Fliser og vinyl passer generelt ikke så godt til hverken sove- eller børneværelset.
Badeværelse og bryggers (vådrum)
Vådrum som badeværelset og bryggerset har helt særlige krav til gulve. Ofte er det en professionel opgave at lægge gulv her, da det kræver særlige kompetencer. Først og fremmest skal rummet vådrumssikres, så det kan holde til den megen fugt. Typisk vil det være fliser og klinker, som du skal vælge til vådrum, da det er det mest modstandsdygtige materiale over for vand og fugt. Uanset hvad skal gulvet være godkendt til brug i vådrum, før du kan bruge det i denne form for rum. Nogle former for vinylgulv kan også bruges til vådrum, hvis de er GVK-godkendte.
Entreen
Entreen er et rum, hvor der er meget slitage, og hvor der samler sig meget vand og skidt fra sko og overtøj. Derfor skal gulvet være slidstærkt og nemt at vedligeholde og gøre rent. Laminatgulv og vinylgulv er et godt valg til entreen, da de netop er slidstærke og nemme at vedligeholde. Fliser er også være et godt valg. Hvis du vælger et trægulv, så sørg for at vælge en hård træsort, der kan holde til meget slitage. Umiddelbart passer et gulvtæppe ikke så godt til entreen, da der kan samle sig meget skidt i det, og fordi det ikke er så modstandsdygtigt og slidstærkt. Her er det bedre at lægge mindre tæpper eller måtter ud, hvis du gerne vil undgå for meget vand og skidt på gulvet.
Kan du selv lægge et gulv?
Du kan godt selv lægge et gulv, men sværhedsgraden veksler meget fra gulvtype til gulvtype. Det kan være meget svært at lægge et flisegulv og trægulv, hvis man ikke har de store gør-det-selv-evner. Derimod er laminat, vinyl og tæpper mere overkommeligt. Både laminat, vinyl og gulvtæpper kan monteres på et eksisterende gulv, hvilket er med til at gøre gulvlægningen nemmere. Du skal dog stadig være opmærksom på, at det kræver lidt evner at lægge et helt plan gulv. Derfor anbefaler vi, at du får professionel hjælp til gulvlægningen, hvis du ikke har helt styr på opgaven.
Hvis du vælger selv at lægge gulvet, skal du også huske at købe det rette tilbehør. Eksempelvis er det ofte nødvendigt at købe et gulvunderlag, der kan dæmpe skridtlydene. Et dampspærre skal også normalt tilføjes under gulvet for at forhindre, at der trænger fugt op igennem gulvet og ind i rummet. Det er især vigtigt, hvis gulvet skal være ovenpå beton. Er der meget radon i dit lokalområde, kan du lægge en radonspærre under gulvet. I øvrigt har vi lavet en videoguide til, hvordan du kan lægge laminatgulv. Den viser dig trin-for-trin, hvordan du selv kan lægge denne type gulv i dit hjem. Du kan se videoen herunder.
Sådan vedligeholder du de forskellige typer af gulve
Ved nogle typer af gulve er det vigtigt at vedligeholde dem løbende, mens andre typer nærmest er helt vedligeholdelsesfrie. Herunder kan du se en række gode råd til, hvordan du kan vedligeholde de forskellige former for gulve:
- Trægulve: Et oliebehandlet trægulv skal have plejeolie ca. hvert halve år og ny oliering ca. hvert andet år. Et lakeret trægulv skal afslibes og lakeres hvert 5. – 10. år. Nogle nyere former for trægulve kræver dog væsentlig mindre vedligeholdelse.
- Laminatgulve: Laminatgulve skal næsten ikke vedligeholdes. Her skal du bare støvsuge og vaske gulvet ugentligt med almindelige universalrengøringsmiddel. Følg dog altid anvisningerne på det konkrete gulv. Undgå at vaske med for meget vand og brug ikke opvaskemiddel som rengøringsmiddel.
- Vinylgulve: Et vinylgulv kræver heller ikke meget vedligeholdelse. Sørg for at rengøre det ugentligt med støvsugning og vask med lunkent vand og universalrengøringsmiddel.
- Gulvtæpper: Det er vigtigt, at du husker at støvsuge et gulvtæppe i hvert fald en gang ugentligt, så der ikke ophober sig for meget støv i det. Hvis du skal rense det mere i dybden, kan du leje en tæpperenser hos Silvan.