Hvorfor er det vigtigt at isolere boligen?
At isolere en bolig er yderst vigtigt for både varmeøkonomien, indeklimaet og lydisolering. I en bolig helt uden isolering vil varmen strømme ud af boligen, så det bliver meget dyrere at opvarme boligen. Derfor er isolering helt essentiel for at holde energiforbruget nede. Derudover hjælper isolering også til at skabe et mere tørt indeklima. Et meget fugtigt indeklima kan forårsage problemer med skimmelsvamp, hvilket kan være farligt for boligen og sundheden. Desuden kan isolering også hjælpe til med at give et rum en bedre lyd og akustik. Især ved skillevægge er isolering med til at give en bedre lydisolering mellem rummene.
Kan du selv isolere en bolig?
Du kan godt selv isolere boligen, men der er nogle former for isolering, hvor det er bedst at få professionel hjælp. Især gulvisolering kan være vanskeligt, da det typisk kun kan laves i forbindelse med etablering af et nyt gulv. Og har du ikke erfaring med dette, er det bedre at en professionel håndværker udfører dette arbejde. Det kan også være svært at isolere en væg eller et loft. Andre former for isolering er ret enkle at montere. Rørskåle kræver f.eks. ikke de store håndværkerevner. Det er heller ikke særligt svært at isolere en skillerumsvæg, hvis du er i gang med at bygge en ny.
Hvilke former for isolering findes der?
Hos Silvan kan du finde et stort udvalg af isoleringsmaterialer. Det er vigtigt, at du vælger den rette form for isolering til det konkrete formål. F.eks. skal du bruge særlige typer isolering til henholdsvis væggen, loftet og gulvet. Især stenuld er et meget hyppigt produkt til isolering generelt, men glasuld og flamingo bliver også ofte brugt. Helt generelt virker isoleringsmaterialer ved, at varmen bliver ledt meget dårligt, så den ikke forsvinder fra rummet. Derfor skal isoleringsmaterialer være lette, da lette materialer leder varmen dårligere end tung materialer som metal, sten og glas. Samtidig skal der være et tørt miljø i isoleringen, da fugt er god til at lede varme væk.
Væg- og loftisolering
Ofte vil det være loftet og væggen, hvor det vil være mest effektivt at isolere, hvis der mangler isolering i forvejen. Især vil det have en stor effekt at isolere loftet, da varmen siver opad. Væg- og loftsisolering findes i flere typer. Det langt mest brugte produkt til væg og loft er Rockwool, som er et dansk brand. Du kan vælge Rockwool i forskellige tykkelser, hvor det isolerer bedre, jo tykkere det er. Isoleringsevnen er dog forskellig fra materiale til materiale, så det er ikke kun tykkelsen, som har betydning. Rockwool kan holde til op til 1000 grader, samtidig med at det er fugt- og vandafvisende. Du kan tilkøbe en isoleringskniv, så du kan skære stenuldet til.
Gulvisolering
Gulvisolering er vigtigt, da det sørger for, at gulvet ikke bliver for fodkoldt. Derfor er et isoleret gulv meget mere behageligt at gå på end et ikke-isoleret gulv. Samtidig beskytter isoleringen også imod fugt fra jorden. Typisk vil gulvisolering blive lavet i forbindelse med etablering af et nyt gulv. I et eksisterende gulv er det noget mere kompliceret at efterisolere, hvor der skal udføres en form for hulrumsisolering. Normalt bruges der flamingoplader til isolering af gulve. Det skyldes, at flamingo har en isolerende og fugthæmmende effekt. Flamingo kan også bære en stor vægt, hvilket gør det oplagt at have under gulvet. Derimod passer flamingo ikke så godt som isolering i vægge og loft, da det er brændbart.
Rørskåle
Rørskåle er en af de nemmeste og billigste produkter til isolering af boligen. Rørskåle skal placeres på varmerør. Ofte vil varmerør i ældre boliger være uden isolering, hvilket betyder, at der er et stort (og dyrt) varmetab fra dem. Da rørskåle er lavet til lige at putte på rørene, kræver det næsten intet værktøj for at blive monteret. Du kan købe rørskåle i forskellige størrelser, så de passer til dine rør. Faktisk kan du også isolere koldtvandsrør med rørskåle. Det er med til at holde vandet mere koldt, og det kan også modvirke, at der dannes fugt på rørene.
Hvornår skal du bruge dampspærre?
Det er vigtigt at beskytte isolationen og husets konstruktioner mod fugt og damp fra hjemmet. I løbet af en dag bliver der udledt langt mere fugt i hjemmet, end folk måske lige går og tror. Dampen kommer f.eks. fra udånding, madlavning, brusebade og tørring af tøj. Derfor er det nødvendigt at etablere en dampspærre i væggen, som forhindrer, at fugten trænger ind i isoleringen. Da fugt leder varme effektivt, er det endnu mere vigtigt, at luften er tør i isoleringen. Det er også med til at beskytte konstruktionerne, så de ikke bliver angrebet af råd og svamp.
Dampspærre findes i forskellige typer til eksempelvis væg og gulv. Hvis dampspærren skal bruges til gulvet, hedder det normalt en fugtspærre. Der findes også radonspærre, som skal etableres i gulvet, hvor det beskytter hjemmet imod radon. Ved sammenføjning af lagene af dampspærre skal der bruges en særlig damspærretape, da der skal være helt tæt i sammenføjningerne. Dampspærre skal etableres meget præcist, så i udgangspunktet er det en opgave for en professionel håndværker. Hvis det bliver monteret forkert, kan det nemlig gøre mere skade end gavn. Derfor skal du kun opsætte det selv, hvis du har helt styr på det.
Husk også ventilation
Ventilation bør indbygges i moderne boliger og i det hele taget i boliger med tæt isolation. En bolig med meget isolation og dampspærre er næsten som en plasticpose, hvor dampen ikke kan forlade boligen. Al den luft og fugt, som vi danner i hverdagen, skal ud af hjemmet. Ventilation kan netop hjælpe til, at fugten og den dårlige luft kan komme ud fra boligens rum, så der ikke opstår et dårligt indeklima. Eksempler på ventilationsanlæg er varmgenvinding, riste eller aircondition, som kan udskifte luftet i rummet og i nogle tilfælde blæse ny, frisk luft ind.
Et dårligt indeklima kan i værste tilfælde gøre dig syg og utilpas. Ud over et ventilationsanlæg er det derfor også vigtigt at få gode vaner. F.eks. bør du undgå at tørre tøj indendørs og at udlufte hyppigt. Men hvordan ved du, om indeklimaet er godt? Du kan bl.a. købe et termometer med fugtmåler. Med denne kan du holde øje med fugtniveauet i rummet, da det kan give et fingerpeg om indeklimaet. Du bør også holde den rette temperatur i boligen, da et for koldt rum kan give problemer med fugt og skimmel, når vejret er køligt.