Hvilke fordele er der ved at bruge en malerrulle?
Til store malerprojekter er det en kæmpe fordel at bruge en malerrulle. Malerarbejdet går væsentligt hurtigere med en malerrulle, end hvis du bruger en pensel, så du sparer tid og kræfter på arbejdet. Dog supplerer pensler og malerruller hinanden rigtigt godt, da du kan bruge malerrullen til at male de store overflader, mens malerpensler er bedre til at male detaljer og små områder. Med en malerrulle sikrer du også en flot, ensartet og jævnt fordelt maling, da du maler lange strøg med en rulle. Du minimerer derfor også risikoen for at kunne se tydelige penselstrøg på den malede overflade, hvis du bruger en malerrulle.
Malerrullers gode dækkeevne er altså det, som især giver dem en stor fordel. Samtidig har ruller en stor fleksibilitet, da du kan finde mange varianter og størrelser. Derfor kan rullerne tilpasses til dine præferencer. Et godt alternativ til en malerrulle er en malersprøjte. Dog er en malersprøjte noget mere teknisk end en rulle, så det kan godt kræve lidt mere tid at lære den at kende. Uanset hvad forhandler vi hos Silvan et stort udvalg af maling og tilbehør til maling. Se mere på vores hjemmeside eller besøg en af vores mange Silvan-butikker i hele landet, hvor vi vil være behjælpelige med at vejlede dig.
Sådan finder du den rigtige malerrulle og malerbakke
Malerruller – som i fagsprog også kaldes valse – findes i mange typer. Især adskiller malerruller sig fra hinanden i forhold til størrelser. Hvis du skal bruge den til at male store overflader, skal du vælge en bred malerrulle, da det vil spare dig for meget tid. Det er også en god idé at købe mindre malerruller med, da du kan bruge dem til smalle og mindre overflader – f.eks. har vi en hjørnerulle i vores sortiment, som er fremragende til at male i hjørnerne, hvor rullerne ikke lige kan komme til. Foruden malerrulle forhandler vi også rulleskafte, hvis du i forvejen har selve rullen.
Du skal også have en malerbakke til en rulle. Malerbakker findes i forskellige størrelser, så det er vigtigt, at du holder øje med størrelsen, så du ikke kommer til at købe en for lille rullebakke. Malerbakker har en ru overflade, som du skal køre rullen op og ned ad, til den er klar til brug. Hvis du skal male en stor overflade, kan det være en fordel med et større malerkar, som kan indeholde mere maling. Ofte er det bedst at købe et decideret rullesæt, hvor du både får en malerbakke og rulle med i et køb.
Malerrulle til ru overflader
Når du skal male en ru overflade, bør du vælge en malerrulle med lange luv – ’luv’ er et andet ord for rullens hår. Er det en meget ru og uensartet væg, som f.eks. et murværk eller en vandskuret væg, kan du vælge luv med en længde på 18-22 mm. Hvis overfladen er lidt mere jævn og ensartet – som f.eks. tapet eller filt – kan du vælge en luv på 10-18 mm. Grunden til, at ru overflader skal males med en rulle med lange luv, er, at alle de små huller og ujævnheder skal udfyldes af de lange hår.
Malerrulle til glatte overflader
Skal du male glatte overflader, bør du vælge en rulle med korte luv til malerarbejdet. Det kan også være ruller med microfiber eller en skumrulle. Typisk skal længden på hårene være 5-8 mm til de glatte overflader. Eksempler på glatte overflader kan være bordplader, døre, køkkenlåger, karme og bare generelt træ og metal. Du bør benytte korte luv til glatte overflader, da lange luv kan forårsage dryp og ujævnheder på overfladen. De korte luv sikrer derimod, at der kommer en jævn og glat fordeling af malingen på overfladen, hvilket giver et flot og ensartet resultat.
Hvad skal du forberede før malerarbejdet?
Før du bruger rullen til malingen, er det en god idé at vaske den, da der kan være løse hår og støv i den, som kan sætte sig i malingen. Du kan vaske den omhyggeligt i varmt vand og sæbe og efterfølgende tørre den med en klud. Når den er tør efter vask, kan du vikle malertape rundt om hårene og hive tapen af, da du så kan fjerne de sidste løse hår. Det giver et flottere og mere ensartet resultat med malingen, hvis du bruger lidt tid på at rense og forberede rullen før brug.
En anden vigtig forberedelse før malerarbejdet er at afdække møblerne og rummet. Her kan du hos Silvan finde afdækning og malertape. Du bør afdække alle de områder, som ikke skal males – til gulvet kan du bruge afdækningspap, mens du kan afdække møblerne med afdækningsplast. Karmene og andre områder, som du ikke skal male, kan du afdække med malertape. Er der røget i hjemmet, eller skal overfladen males for første gang, kan det i øvrigt være en fordel at påføre en grunder, før der bliver malet. Det gør, at malingen hæfter sig bedre fast. Det kan også være en fordel at rense overfladen, før den får maling.
Hvordan rengør du din malerrulle og malerbakke efter brug?
Når du er færdig med at male, skal du rense rullen. Dette gøres lettest på selve malerbakken, hvor du så også kan rengøre bakken samtidig. Fyld malerbakken med lunken vand og sæbe og kør rullen op og ned ad den rillede overflade, til der ikke er mere maling på rullen. Hvis du skal holde en pause i malingen, behøver du ikke at rense rullen. Her kan du i stedet putte rullen i en lukket plasticpose, hvorefter du kan bruge den igen dagen efter. På denne måde kan du også spare maling, da du ikke fjerner den eksisterende maling fra rullen.