Nedrivning af væg

Udlejningsmaskiner

Loading...
Loading...

Tilbehør

Lej værktøj til nedrivning af væg hos Silvan

Har du planer om at rive en indvendig væg ned i din bolig? Der kan være mange grunde til at rive en væg ned. Det kan være, at du gerne vil skabe mere plads i dit hjem. Det kan også være, at du gerne vil have mere luft og f.eks. lave et køkken-alrum. Uanset hvad er det vigtigt, at du vælger det rette værktøj til arbejdet. Og her kan du hos Silvan leje det værktøj, som du har brug for til at rive en væg ned. Da nedrivning af væg ofte kun er et enkeltstående projekt, er det smartere at leje værktøj frem for at bruge mange penge på at købe det.

Hos Silvan kan du nemt og hurtigt leje værktøj i den tidsperiode, som du skal bruge det. Du kan under det enkelte værktøj bestemme, om du skal leje værktøjet i nogle få timer eller i flere dage. Herefter kan du bestemme, hvornår du vil afhente værktøjet, og hvornår du vil aflevere det igen. Samtidig kan du leje tilbehør til værktøjet. Husk, at du skal have rengjort værktøjet, når du afleverer det efter brug. At leje værktøj er i øvrigt godt for miljøet, så der er mange grunde til at leje frem for at købe.

Hvilket værktøj skal du bruge til at nedrive en væg?

Du kan bruge forskelligt værktøj til at nedbryde en væg. Dog er en af de vigtigste typer værktøj en mejselhammer. En mejselhammer vil hurtigt og effektivt kunne nedbryde en murstensvæg. Du kan vælge imellem to typer af mejselhammere i vores værktøjsudlejning: en på 12 kg og en på 14 kg. Til nedbrydning af en væg anbefaler vi, at du vælger en mejselhammer på 12 kg. Den er mere mobil og lavet til at kunne nedbryde bl.a. beton, mursten og forskellige former for fliser. En mejselhammer på 14 kg er i stedet egnet til gulvopgaver. Vær i øvrigt opmærksom på, at du ved nedbrydning af gipsvæg har behov for andet værktøj end en mejselhammer.

Men hvilken mejsel skal du vælge til en mejselhammer? Grundlæggende findes der tre former for mejsler: en spidsmejsel, fladmejsel og spademejsel. En spidsmejsel skal du bruge, hvis du skal bryde materiale op med høj intensitet og ved kraftig opbrydning. En fladmejsel er bedre til en mere kontrolleret opbrydning, f.eks. hvis du skal lave åbninger i en væg. Du bruger typisk en spademejsel til mere overfladisk arbejde. Eksempelvis er en spademejsel god til at fjerne fliser på en væg. Til mejselhammeren medfølger der et mejselsæt, så du kan gå i gang med at nedbryde væggen, når du har lejet maskinen.

Det skal du vide, før du begynder at rive en væg ned

Nogle vægge er relativt simple at nedrive, mens andre er væsentligt mere komplicerede og kræver professionel hjælp. Derfor er det meget vigtigt, at du ved, hvilken vægtype der er tale om, før du begynder nedrivningen. Hvis du f.eks. river en bærende eller stabiliserende væg ned, kan det have fatale konsekvenser. I værste tilfælde kan det resultere i, at ejendommen bryder sammen. Mere almindelige konsekvenser er sætningsskader, revner i fundament og bygning og fugtskader. Vi anbefaler derfor, at du altid nøje undersøger din væg, før du begynder på nedrivningen. Derudover skal du ikke begynde at rive en væg ned, hvis du ikke på forhånd har fået tilladelse til det.

Hvad er bærende og stabiliserende vægge?

En bærende væg er med til at bære på selve husets konstruktion i den lodrette belastning. Det kan f.eks. være en etage eller tagkonstruktionen. Hvis du nedriver en bærende væg, kan konsekvensen derfor være, at husets konstruktioner braser sammen, eller at der kommer sætningsskader. En stabiliserende væg sikrer stabilitet imod den vandrette belastning – f.eks. fra vind. Ofte vil en bærende væg også være stabiliserende, mens en stabiliserende væg ikke altid er bærende. Det kan til tider være svært at afgøre, om en væg er bærende, så vi anbefaler, at du får hjælp fra en professionel. Dog er der 3 typiske tegn på, at din væg er bærende:

  • Der er ingen hul lyd fra væggen, når du banker på den.

  • Væggen er mere end 10 cm tyk.

  • Væggen er parallel med rygningen på taget.

Må du rive en bærende eller stabiliserende væg ned selv?

Det korte svar er nej. Selvom selve nedrivningen af en bærende eller stabiliserende væg ikke er så svær i sig selv, så er arbejdet med beregninger og opbygningen af en ny konstruktion meget avanceret. Her skal du have hjælp af både en ingeniør til statiske beregninger og håndværkere til at bygge en ny konstruktion. Der skal nemlig opbygges en søjle eller bjælke til at erstatte den bærende eller stabiliserende væg. Derfor skal du aldrig begynde at rive en bærende væg ned, uden at der er lavet en ny bærende konstruktion ud fra beregninger fra en ingeniør.

Skal du have en byggetilladelse for at rive en væg ned?

Det er forskelligt fra kommune til kommune, om nedrivning af en væg kræver byggetilladelse eller ej. Desuden er det også afhængigt af typen af væg og din bolig. Normalt kræver det en byggetilladelse at fjerne en bærende væg – især hvis du bor i en lejlighed. Her skal du også have godkendelse fra boligforeningen. Der gælder lidt andre regler for huse, hvor det ikke altid er nødvendigt med en byggetilladelse. Derudover kræver ikke-bærende vægge heller ikke byggetilladelse, men de skal stadig anmeldes til kommunen. For nærmere detaljer anbefaler vi, at du kontakter kommunen eller en fagperson med ekspertise i bærende vægge.

Guide: Sådan nedriver du en væg

Når du har fundet ud af, om væggen er bærende eller ej, og du har fået de nødvendige tilladelser, kan du begynde arbejdet med at nedrive væggen. Før du begynder at rive væggen ned, skal du finde ud af, om der er VVS- eller elinstallationer i væggen. Disse skal du naturligvis ikke ramme med mejselhammeren, og du skal huske at slukke for el, vand og evt. gas. Du skal også huske at beskytte dig selv med værnemidler. Det er i form af sikkerhedsbriller, støvmaske og høreværn. Du kan beskytte rummet for støv og skidt ved at dække det til med plastik og ved at bruge våde håndklæder som støvfangere.

Begynd med at rive ned fra toppen af væggen. Herefter skal du arbejde dig nedad med mejselhammeren. Sådan undgår du, at væggen kollapser under arbejdet. Skal du arbejde højt oppe, er det en god idé at bruge en stige. Når du er færdig med at rive væggen ned, skal du samle mursten, gips og det andet affald i en transparant affaldssæk. Den kan du efterfølgende køre til din lokale genbrugsstation. Har du gang i det helt store ombygningsprojekt, kan du låne en trailer hos Silvan, som du kan transportere byggeaffaldet med til genbrugspladsen.