Udlejningsmaskiner
Lej dit værktøj til opmuring af væg
Hvis du har et lille projekt med at opmure en væg i din have eller bolig, kan du leje værktøj til opmuring hos Silvan. Medmindre du er murer, har du nok ikke udstyr til at opmure en væg. Der er heller ingen grund til, at du bruger en mindre formue på at købe udstyret, når du kan leje det. Især fordi opmuring af en væg typisk er et enkeltstående projekt. Samtidig kan du ende med at skulle bruge plads på at opbevare en masse værktøj og udstyr, som du aldrig bruger. Desuden er det miljømæssigt bedre at leje værktøj frem for at eje det, så der er altså mange fordele ved værktøjsudlejning.
Du kan hurtigt og nemt leje værktøj hos os. For at leje værktøjet skal du gå ind under det enkelte produkt, hvor du markerer den ønskede lejeperiode. Efterfølgende bestemmer du det tidspunkt og sted, du vil afhente værktøjet. Du kan også tilkøbe en skadesforsikring, der dækker eventuelle skader på værktøjet (læs vilkår, når du lejer produktet). Efter brug af værktøjet skal du huske at rengøre det, så det ser ud, som da du lejede det. Generelt skal du passe på værktøjet, som var det dit eget, så de næste lejere også kan få glæde af flot og velfungerende værktøj.
Hvilket værktøj skal du bruge til opmuring?
Det er forskelligt fra projekt til projekt, hvilke materialer og murerværktøj du skal bruge. Dog er der en del værktøj, som du altid skal bruge til opmuring. Om du skal lave et indendørs- eller udendørsprojekt kan have en betydning for valg af materialer. Desuden er det bedst at vælge en betonblander til de store projekter med opmuring. Til de mindre projekter kan du fint klare dig med et røreværk. Ellers har vi her lavet en liste over de materialer og det værktøj, som du skal bruge til et gør-det-selv-projekt med opmuring. Du kan købe de fleste af materialerne hos Silvan:
-
Røreværk eller betonblander
-
Vaterpas
-
Murerhammer
-
Mursten
-
Spandeske, skelske og fugeske
-
Fugeskraber
-
Opmuringsmørtel
-
Murersnor
-
Murbinder
-
Fliserensebræt
-
Evt. lecablokke (til fundament)
Hvad skal du være opmærksom på, før du begynder at mure?
Det kan godt være lidt af et projekt at opmure en væg. Som privatperson skal du derfor kende dine begrænsninger, når det kommer til at mure. Har du små opmuringsprojekter – f.eks. en postkasse eller en lille mur i haven – kan du godt selv lave det. Hvis der er et større projekt – f.eks. en stor ydermur til huset eller en bærende væg – skal du have fat i en professionel håndværker. I de større projekter kan der nemlig være lovmæssige krav, som gør, at de skal udføres af en murer. I øvrigt skal du også huske, at du skal pudse væggen som en del af murerarbejdet. Hos Silvan kan du også leje værktøj til pudsning af væg.
Hvad betyder ’forbandt’?
Muligvis har du hørt om begrebet ’forbandt’ før i forbindelse med opmuring. Men hvad er det nu lige præcis, at det betyder? Forbandt handler om, hvordan du sammenføjer de forskellige lag af mursten. For at få et så stærkt (og flot) murværk som muligt skal de forskellige lag af mursten have en forskudt samling – eller et forbandt. Der findes forskellige former for forbandt – det mest normale er ½-stensforbandt, ¼-stensforbandt og løberforbandt. ½-stensforbandt og ¼-stensforbandt betyder, at murlagene er forskudt med enten en halv eller fjerdedel sten. Du kan vælge det forbandt, du foretrækker, så længe du altid husker det.
Hvordan murer du lige?
Noget af det sværeste ved murerarbejde er at mure lige og at få flotte fuger. Et vaterpas er et helt nødvendigt værktøj, for at du kan mure lige. Et andet trick er at bruge et bræt med søm og murersnor. Her skal du tage udgangspunkt i 3 lag af mursten og fuger. Mens en dansk sten er 5,4 cm tyk, skal fugen være 12 mm – det vil sige, at de 3 lag med sten og fuge i alt skal være 20 cm (ca. 6,7 cm pr. lag). På et bræt kan du markere hver skiftegang på 20 cm med en blyant. På hvert modul på 20 cm markerer du tre punkter på 6,7 cm, 13,3 cm og til sidst på 20 cm. Til sidst hamrer du et søm i for hver blyantstreg. Gør dette på to brædder – så kan du sætte en murersnor mellem alle punkterne og mure lige efter denne snor. Flyt snoren op på næste punkt, i takt med at du skal mure et nyt lag.
Hvordan forkorter du en mursten?
Det er nødvendigt at forkorte mursten, når du murer. Både fordi du skal lave et forbandt, og fordi du skal få størrelsen til helt præcist at passe på murens størrelse. Du skal bruge en murerhammer til at forkorte murstenen. Ganske simpelt så slår du på hver side af murstenen med den lange pen, hvor du ønsker at forkorte den. Så vil den blive forkortet til den ønskede længde. En lecablok kan godt være lidt mere besværlig at forkorte. Du skal give den en hel del flere slag, før du kan få den forkortet til den ønskede længde.
Trin-for-trin-guide: Sådan opmurer du en væg
Vores guide tager udgangspunkt i en lille opmuret væg til udendørs. Dog kan principperne i projektet sagtens bruges i andre projekter med opmuring. Før du begynder på projektet, anbefaler vi, at du laver en detaljerig skitse over mål og projektets udformning. Du skal også finde ud af, hvilke materialer du skal købe, og hvilket værktøj du skal bruge. Vores trin-for-trin-guide er vejledende, og det kan sagtens være, at dit konkrete projekt skal udføres anderledes. Derudover kan det også være en god idé at være to om at udføre projektet, da en del af arbejdet godt kan være ret tungt at udføre. Husk også at bruge værnemidler som støvmaske, sikkerhedsbriller og høreværn under arbejdet.
Grav ud til fundament. Du skal grave ned i frostfri dybde (ca. 90 cm). Herefter skal du støbe et fundament.
Bland mørtel med vand ud fra det oplyste blandingsforhold. Brug rørværk eller betonblander her.
Start med at gøre lecablokkene klar. Forkort dem evt., hvis de er for store. Brug et godt lag mørtel, når du murer dem fast i fundamentet. Hold øje med, om det er lige med et vaterpas.
Når du har støbt lecablokkene, skal du i gang med selve opmuringen. Her er det vigtigt, at du lægger et lag murpap, så der ikke kommer fugt fra fundamentet op i murværket.
Herefter kan du begynde at mure første lag af mursten. Start med at sætte dem på lecablokkene med murpap uden mørtel, så du kan danne et mønster. Bagefter kan du begynde at mure med mørtel. Husk igen at bruge vaterpas og evt. murersnor og bræt med søm.
Når du begynder at mure, skal du huske at bruge godt med mørtel, så murstenene kommer til at sidde helt fast. Hold pause med at mure, når du har lavet de første 3 lag af mursten, som du først skal bearbejde.
Når fugerne er fingertørre på de første 3 lag, kan du begynde at bearbejde dem. Fyld huller i fugerne ud med mørtel med fugeskeen. Gør fugerne pæne med fugeskraberen.
Kør murfacaden over med et rensebræt. Brug en blanding med saltsyre og vand i forholdet 1:20 (maks. – ellers følg vejledning på emballagen) til at køre den over med. Husk handsker og anden beskyttelse.
Hold løbende øje med, at murværket er i lod, så det ikke begynder at tippe.
Når de første 3 lag er færdigbearbejdede, kan du fortsætte med opmuringen ud fra samme principper. Brug evt. murbinder for at sikre stabilitet.